Er videnskaben redskabet til at skelne mellem sandhed og vildfarelse? Undersøger videnskaben virkeligheden eller blot billeder af virkeligheden? Befinder videnskaben sig i en erkendelsesmæssig krise? Kan vi stole på forskerne og deres resultater, når det drejer sig om tilværelsens store spørgsmål? Omkring år 1900 havde mange et optimistisk videnskabsideal, der gik på, at objektivitetssøgende forskere undersøgte den fysiske virkelighed direkte og fandt frem til sandheden om virkeligheden. Det kuhnske videnskabssyn fremhæver forskningen som et socialt fænomen, hvor forskerne arbejder i grupper efter forbilleder, der fortæller forskerne, hvilke emner og problemstillinger, det er frugtbart at arbejde med; efter hvilke metoder man bør arbejde, samt inden for hvilke rammer svarene kommer til at ligge. Man søger ikke efter den fulde sandhed, men efter det mest troværdige billede af et udvalg. Men er det betryggende? Har vi andre måder at vinde erkendelse på?
(Fra bogen: "Videnskaben eller Gud?" redigeret af Bent Raymond Jørgensen og Uffe Gråe Jørgensen)