Gammel kirke med træer som vinden blæser i - animation Bent Raymond Jørgensen og Jens Bang

Billedtekst: Bent Raymond og Jens Bang

Moses holder stentavlerne med de 10 bud op - animation

Kan tro og viden forenes?

(Berlingske Tidende, 19. oktober 2003)
Af Jens Mikal Bang, Fysiker, dr.scient. og Bent Raymond Jørgensen, Historiker, mag.art.

Bibeltekster og kirkegang virker nedbrydende på både præster og lærde, men hvis man begynder at se tilværelsen gennem forskningens systematiske og seriøse søgen efter sandheden i Naturens Store Bog, så har troen måske en fair chance i fremtiden.

Den danske folkekirke er udsat for et vitalt virusangreb, udefra og indefra. Tingene er på det seneste blevet sat på spidsen som et valg mellem den jødisk-kristne filosofi og naturvidenskabens forskningsresultater, og svaret har for de fleste sikkert været givet på forhånd. Men spørgsmålet er så, om det nu er så nødvendigt at sætte det ene over styr for at erhverve det andet.
I den diskussion, som pastor Thorkild Grosbøll fra Taarbæk har givet anledning til med sin bog og sine udtalelser til pressen, er der en part, som har gjort sig bemærket ved sit fravær. Det er naturvidenskaben, som siden sit gennembrud i oplysningstiden har lanceret ikke blot teknologiske og videnskabelige landvindinger, men også et nyt verdens-, videns- og menneskesyn, der er baseret på et realistisk-rationelt empirisk grundlag i modsætning til kirkens spekulative religiøs-romantiske luftkasteller. Man kan tale om et folkeligt mentalitetsskift fra det metafysiske til materialiske, og nogle har talt om videnskabens religionserstatningsfunktion. Derfor skal debatten ikke alene naivt ses som stillingtagen til præsters individuelle ytringsfrihed, men måske snarere som et forsinket opgør om, hvorvidt vi - og måske især præsterne - bør og kan tro på det, der står i Bibelen, eller i større grad snarere bør lægge vægt på de naturvidenskabelige forskningsresultater.

Det kan måske undre en og anden, at repræsentanterne for den naturvidenskabelige forskning har været (næsten) tavse. Grunden er nok den, at de fleste forskere føler og finder, at naturvidenskabens udsagn er så indlysende rigtige - og Bibelens tekster tilsvarende håbløst forældede og forkerte - at en diskussion er overflødig. Denne kritiske holdning til teologien og tilsvarende positive holdning til naturvidenskaben er naturligvis ikke entydig og ikke nødvendigvis en dækkende beskrivelse af forskellene og virkeligheden, men der er en væsentligt pointe, som ikke skal undervurderes: Naturvidenskabens samarbejde med teknologien har ført til øget velstand, frihed og demokrati, mens religionen ofte forbindes med undertrykkelse af menneskets mentale frihed og materielle lykke. Dertil kommer, at de naturvidenskabelige udsagn i princippet kan efterprøves af enhver (»man kan se forskeren i kortene«), mens teologer gennem flere end tusind år har udviklet en udtryksmåde, der gør fortolkning (læs: bortforklaring) til et centralt punkt - og det med den ulykkelige konsekvens, at sandheden skjules systematisk for de fleste. Teologerne er paradoksalt nok blevet mere og mere rationelt funderet, men på en måde, som ligger langt fra det folkelige og forståelige. De synes at have glemt Kierkegaards ord om, at man ikke kan reflektere sig ind i kristendommen, men kun ud af noget. Resten må foregå med tro som drivkraft.

Det er blevet foreslået de troende, at hvis de vil bevare deres barnetro, så er der to råd, der må følges. For det første må man ikke gå i kirke - dette synes måske for mange selvindlysende efter den seneste diskussion. For det andet må man ikke læse i Bibelen, som ikke uproblematisk kan sluges råt og uformidlet. For at illustrere dette kan man se nærmere på skabelsesberetningerne i Første Mosebog. Beskrivelsen af DSB (Det Store Brag) begynder flot: »I begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden«. Bent Melchior siger det så rigtigt:
Hvis man ikke kan være enig om denne sætning, behøver man ikke at læse det følgende, som under alle omstændigheder kræver nærmere fortolkning og forklaring, hvis det skal stemme overens med forskningens fakta og forståelse.
Det gælder eksempelvis Bibelens påstand om skabelsen af Sol, Måne og stjerner efter Jordens tilblivelse - og en skabelsesproces på kort tid (dage eller seks-syv tusinde år).

Det er i denne forbindelse interessant, at den nuværende pave har henvist til, at teorien om The Big Bang skulle bekræfte Bibelens budskab, altså at Universet virkelig har haft en begyndelse. Det er nu egentlig ikke så indlysende, som mange tror. Der findes også i vor dage et mindretal af astrofysikere, der hævder, at Universet altid har eksisteret. Det gælder også buddhisterne. Da Dalai Lama for nogle år siden var i Danmark, var han på besøg på Niels Bohr Institutet for at diskutere kvantemekanik og moderne fysik. Her udtalte han ganske bramfrit, at hvis de hellige sutraer viste sig at stride imod den moderne videnskab, måtte de skrives om.

Nu er det måske mindre afgørende, om verden er 13.000 år, 13 milliarder år eller uendelig mange år gammel. At Dalai Lama vil holde sig til videnskaben er vel godt, men i virkeligheden ved han jo ikke tilstrækkeligt til at have nogen mening om sagen. Det samme gælder selvfølgelig paven. Men hvad er tilstrækkelig viden i den forbindelse? Vi har jo selv lige fortalt, at de lærde er uenige. Det afgørende er her argumenternes beskaffenhed. Videnskabelige udsagn bygger fundamentalt på iagttagelser, som vi i princippet alle kan gøre. Når kirken har hævdet, at verden er skabt, og buddhisterne, at den er uskabt, beror det jo netop ikke på nogen iagttagelse, men på den autoritet, man har tillagt Bibelen, henholdsvis sutraerne. På den baggrund er det ikke vanskeligt at se, at det kan være en smule problematisk for en præst i den danske folkekirke og en ærlig folkekirkegænger for den sags skyld at opretholde sin fulde identitet alle ugens syv dage. Det skyldes konflikten mellem det religiøse og det realistisk-rationelle, mellem de følelsesmæssige og de faktuelle forhold, som er vanskelige at forene trods alle bestræbelser. Naturvidenskaben, hvis opgave det er at komme med forklaringer på fænomener og forhold i den fysiske virkelighed uden henvisning til metafysiske faktorer, har fremvist det ene forskningsresultat efter det andet - og samtidig ubarmhjertigt afsløret, at skiftende tiders teoretisk og teologisk baseret religiøsitet kun har ført til formørkelse, forførelse og vildfarelse.

Som konsekvens heraf synes teologer og teoretikere nu at have opgivet og givet hinanden hånden på en fælles grundholdning: Der er ingen skabende og intervenerende Gud; der er ingen opstandelse, og der er intet evigt liv. Det kan betragtes som en hæderlig konklusion, men kan man så samtidig være præst og hver søndag fremsige en trosbekendelse for menigheden i kirkerummet, for så at gå andre steder hen og sige det modsatte? Nærmere hykleriet kan man vel næppe komme. Desuden melder problemet sig selvfølgelig, om man bagefter kan betragte kirken som en troværdig meningsdanner i et ellers så oplyst samfund, hvis man accepterer sådanne fortalere. Det er næppe tilstrækkeligt for præsten at være et godt menneske. I hvert fald ville man kræve mere af en ingeniør eller en læge.

Her er det rimeligt at spørge, om der overhovedet er plads til Gud i det naturvidenskabelige verdensbillede. Hvis vi ser på de karakteristiske teoretiske og metodiske kendetegn for naturvidenskabelig forskning, er svaret nærmest nej, for naturvidenskabelig forskningspraksis går netop ud på at fremkomme med forklaringer på de faktuelle forhold og fænomener uden at medtage metafysiske forklaringer, som blot vil virke som uæstetiske og belastende hjælpekrykker.

Hvis vi ser på naturvidenskabens undersøgelsesobjekt, naturen selv, forholder det sig noget anderledes, for naturen er ganske vist ikke et entydigt vidnesbyrd på Universets, historiens og tilværelsens mening eller Guds eksistens, men giver plads for undren, som måske bedre end nogen er kommet til udtryk i Kants tankevækkende bemærkninger: »To ting fylder sindet med stedse fornyende og voksende beundring og ærefrygt, jo oftere og desto dybere vi reflekterer over dem: den stjernefyldte himmel over os og de moralske principper inden i os«; underforstået: Hvor kommer det hele fra?

Lad os et øjeblik fremholde nogle karakteristiske træk ved naturen, som berettiger denne undren - og til en vis blanding af ydmyghed og fornemmelse af begejstret harmoni.

Universet er stort, meget stort: Solen er kun én blandt ca. 200 milliarder af stjerner i den galakse, vi kalder Mælkevejen. Dette tal siger vel de fleste såre lidt, så lad os forestille os, at vi ville tælle dem, samtidig med en vandretur fra Rådhuspladsen til Storebæltsbroen. Vi starter med at gå en millimeter, standser og tæller til ét tusinde. Vi går endnu et museskridt på én millimeter og gentager tællingen. Vi fortsætter på samme vis, indtil vi når Storebæltsbroen. Så vender vi om. Når vi er kommet tilbage til Rådhuspladsen, har vi talt til 200 milliarder - måske har København ændret sig lidt i mellemtiden. Men i 1920 fandt astronomerne frem til, at Mælkevejen blot er én af mange galakser. Der er ca. 100 milliarder af dem. Kort sagt: Universet er stort, meget stort.

Mennesket virker lige så omfattende og uoverskueligt. Hvert menneske er i sig selv et univers. Mennesket og alt levende består af celler, som igen består af molekyler. Hvor mange? Hvis man kunne tælle til ét tusinde på ét sekund og var begyndt at tælle antallet i en enkelt sukkerknald, dengang Universet blev til for 13,7 milliarder år siden, så ville man ikke være færdig med at tælle endnu, selv om man brød alle ferieregler og hviletidsbestemmelser. Kort sagt: Den ingeniør, der konstruerede det hele, har sikkert fået en uddannelse, der nok overgår den, man får på Danmarks Tekniske Universitet - og hvis naturen har skabt DSB og sig selv: hvilken forunderlig natur!

Paradoksalt nok synes konklusionen måske at være, at troen næppe opretholdes ved sammenstødet med bibeltekster og kirkegang, som virker nedbrydende på både præster og lærde, men ses tilværelsen gennem forskningens systematiske og seriøse søgen efter sandheden i Naturens Store Bog, så får troen måske en mere fair chance.

Det skal ikke undervurderes, at naturvidenskabens samarbejde med teknologien har ført til øget velstand, frihed og demokrati, mens religion ofte forbindes med undertrykkelse af menneskets mentale frihed og materielle lykke.

—Jens Mikal Bang, Fysiker, dr.scient. og Bent Raymond Jørgensen, Historiker, mag.art

Til artiklen: Mennesket vil tabe kampen mod uret
Til artiklen: På svimlende rejse i tid og rum
Til bogen: Videnskaben eller Gud?
Tilbage til Bent Raymonds forside